Jeg brugte mit sabbatår på at undervise i Luang Prabang, Laos. Jeg boede i den lille buddhistiske by
Se næste indlæg >
Min oplevelse : Frivilligt arbejde i Luang Prabang #1
Jeg brugte i 2013 fire måneder af mit sabbatår på frivilligt arbejde i Luang Prabang, Laos. Jeg vil i en række indlæg fortælle om min oplevelse, og forhåbentlig inspirere andre til at deltage i frivilligt arbejde. Jeg vil mægtig gerne svare på spørgsmål, så skriv dem endelig i kommentarfeltet – så kommer de med i næste indlæg.
Om projektet
Jeg arbejdede med organisationen GVI (Global Vision International), som er en britisk organisation. Jeg bestilte dog min rejse igennem den danske organisation Alott, men hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg bestille direkte hos GVI. Jeg var skam tilfreds nok med Alott’s service, men de var bare lidt et ekstra unødvendigt (og fordyrende) link i kommunikationen og planlægningen af turen. Jeg vil anbefale alle at bestille direkte hos GVI, såfremt man føler at sit engelske er godt nok.
Det projekt jeg var på i Luang Prabang underviser i engelsk og da jeg var der var det hovedsagligt undervisning til novice munke (munke i oplæring). Vi underviste i engelsk, på engelsk – i skulle altså ikke lære det lokale sprog. GVI går meget op i learning by doing og vi fik derfor TEFL (Teaching English as a foreign language) træning den første uge. TEFL er redskaber til at kunne undervise et sprog, uden at lære og elev deler et fælles sprog.
Vi boede i et guesthouse, hvor vi havde eget bad og toilet og hvor vi fik et beløb til mad hver søndag. Dvs. at i programprisen var kost og logi. Beløbet var nok til at man kunne leve meget basic (eller lave mad selv), men hvis man som jeg gerne ville spise ude, ja så skulle man selv spæde til. Vi havde samtidig heller ingen køkkenfaciliteter, så vi blev “desværre” nødt til at spise ude ;-).
Jeg var heldig og fik scoret et af de bedre værelser. Med både dobbeltseng, et klædeskabe, en balkon og TV (det var ikke en selvfølge i alle værelser).
Balkonen bruge jeg MEGET af min fritid på. Jeg havde udsigt ned til Nam Khan floden og den gamle cykelbro. Her blev der drukket mange kopper kaffe, flasker øl og jeg fik også tygget mig igennem et par bøger.
Om undervisningen
Vi underviste som hovedregel altid ti personer sammen. Jeg havde altså en ‘teaching partner’ som jeg underviste med det meste af tiden. Vi planlagde lektionerne sammen og skiftede også til at stå foran tavlen i undervisningen. Det lyder måske fjollet at bruge ressourcer på at være to undervisere til en klasse. Men man skal huske på at de fleste som kommer på sådanne projekter er ikke uddanede lærer og ofte er det meget unge mennesker som deltager (læs: andre som holder sabbatår). Så det giver en stor tryghed at man er to om jobbet. Jeg nåede på mine fire måneder på projektet at have teaching partners fra Tyskland, England, Singapore og Australien.
Vi havde alle forskellige skemaer an på hvilke klasser vi havde og jeg var en af dem som havde færrest. Jeg havde fra 13-14 og igen fra 18.30-19.30, så jeg havde også meget fritid. Jeg bruge dog også mellem en og to timer hver dag på at forberede dagens lektioner. Det kunne godt tage lidt tid når man skulle blive enige om dagens øvelser, aktiviteter og jeg havde også nogen gange brug for at slå dagens emne op i en bog (især når vi skulle undervise i grammatik!). Hver lektionsplan skulle godkendes af en af de ansatte, selv om det var en ‘pain in the butt’ på tidspunktet, så er det betrykkende at de tager det så seriøst og gerne vil opretholde en vis standard og struktur. Alt andet ville vist også være spild af tid.
Jeg underviste i en periode alene (i begge klasser), i og med at der ikke var nok frivillige i en måneds tid. Jeg så det som et kæmpe skulderklap, at de følte at det var ansvarligt at lade mig undervise alene. Jeg havde også været der i over to måneder på det tidspunkt, men jeg var stolt. Jeg endte faktisk med at fortrække at undervise selv – ups 😉
Jeg vil slutte dette indlæg af med en røvfuld billeder og så finder jeg på nogle nye emner til næste gang.
Undertegnede ‘in action’. Dette er ved templet Wat Mano og projektets yngste elever.
Ved templet Wat Pasaviet. Her var eleverne mellem 12 og 17 og vi havde også et par lokale drenge som fik lov til at deltage sammen med munkene. Der var desværre elendig belysning, så kvaliteten af mine billeder fra dette klasseværelse er desværre ikke den bedste.
Det tætteste vi kommer på en ‘outfit of the day’ på denne blog. Mine første to uger på projektet, boede der også en søg ældre dame som hedder Norma (det var også hende som gav mig det lækre værelse!). Hun esisterede på at jeg skulle sende et billede til min mor af mit ‘teacher outfit’ – så det gjorde jeg. Vi skulle gå med skjorte, sin (nederdelen), opsat hår og så var klipklapper banlyst. Tørklædet var dog alt for varmt og blev kun brugt den første uge.
Ingen kommentarer endnu